Velkommen til Mohammad fra Syrien

 

Norisol er blandt de virksomheder i Danmark, som indgår i partnerskabet ”Sammen om Integration” og som en del af dette partnerskab, har vi etableret foreløbigt 6 praktikpladser rundt om i Danmark.

Den første praktikant har 1. arbejdsdag i dag i vores afdeling i Skælskør. Det er Mohammad Al-Saadi, som er 20 år og fra Syrien. Han kom til Slagelse kommune i oktober 2013 og har gået 12 år i skole i Syrien. Mohammad skal i første omgang være tilknyttet vores lager.

Slagelse kommune har fået et stort antal flygtninge i løbet af 2015, som har brug for at få en hurtig tilknytning til arbejdsmarkedet for at kunne lære det danske sprog og samfund at kende. Derfor har vi haft et tæt samarbejde med jobcenteret i Slagelse, så vi kan tilbyde virksomhedspraktik for et antal flygtninge.

Praktikforløbene er som udgangspunkt 13 uger med mulighed for forlængelse. Samtidig modtager flygtningene danskundervisning.

”På grund af den demografiske udvikling og manglende søgning til erhvervsuddannelserne, vil der indenfor kort tid være mangel på medarbejdere i Norisol A/S. Og derfor ser vi positivt på muligheden for at tiltrække og udvikle flygtninge som kvalificeret arbejdskraft.

Samtidig er det min overbevisning, at den bedste integration får man ved at få flygtninge i arbejde hurtigst muligt, så de bliver en ligeværdig del af arbejdsfællesskabet og får en oplevelse af, at de skaber værdi.

Jeg har personligt været rundt i vores afdelinger i hele Danmark og præsenteret medarbejderne for vores nye tiltag på dette område. Og jeg har oplevet stor opbakning og er derfor også sikker på, at vores medarbejdere tager godt i mod vores nye praktikanter.” Udtaler CEO Carsten Hoeck.